Fonden Harmonien

Fondens formål i henhold til vedtægterne

§ 1

Fondens navn er Fonden Harmonien (Teater- og Musikfond).

§ 2

Fonden har sit hjemsted og virke i Randers.

Fonden er stiftet af selskabet Harmonien (stiftet i Randers 1. januar 1905) og den selvejende institution Randers Teater (stiftet 26. august 1944) ved ændring af sidstenævntes vedtægter.

§ 3


Fondens formål er at fremskaffe, forvalte og uddele midler, som anvendes til at yde tilskud eller meddele underskudsgarantier til kulturelle aktiviteter med tilknytning til teater- og musiklivet i Randers, efter bestyrelsens bestemmelse.

Tilskud kan ydes til sådanne aktiviteter dels som et éngangstilskud og dels som et løbende tilskud fordelt over en periode af højst 5 år med fastsatte tilskud hver år.

§ 4

Fondens kapital opdeles i kapitalaktiver og uddelingsaktiver.

Kapitalaktiver fremgår af fondens status.

Uddelingsaktiver består af indsamlede midler, jf. §5 og fra afkast af kapitalaktiver.

§ 5

Fondens uddelingsaktiver tilvejebringes gennem tilskud, som bestyrelsen søger fremskaffet ved henvendelse til privatpersoner, private erhvervsvirksomheder, eksisterende fonde og offentlige myndigheder, herunder også tipsmidler og tilsvarende samt fra afkast fra kapitalaktiver.

§ 6

Bestyrelsen for fonden kan kun med fondsmyndighedens samtykke uddele:

A. De aktiver, der forelå ved fondens stiftelse, eller hvad der træder i stedet herfor, (kapitalaktiver).
B. De aktiver, der modsvarer overskud og som af bestyrelsen er henlagt til konsolidering af fondens formue.

§ 7

Der er ikke tillagt stiftere eller andre særlige rettigheder eller fordele.

§ 8

Bestyrelsen består af 7 personer som sammensættes således:

  • 2 medlemmer vælges af og blandt medlemmerne af Randers Byråd
  • 2 medlemmer vælges af Randers Teaterforening
  • 1 medlem vælges af Philharmoniske Selskab i Randers
  • 2 medlemmer vælges af Randers Byråd, efter fælles indstilling fra Randers Teaterforening og Philharmoniske Selskab blandt indbyggerne i Randers kommune, som må antages at have en særlig interesse for alternative teater- og musikgrupper i Randers

Bestyrelsens valgperiode er byrådets valgperiode.

Bestyrelsen vælger formand, næstformand og sekretær. Arbejdet i bestyrelsen er ulønnet.

Sekretæren, som varetager den daglige ledelse, kan udpeges uden for bestyrelsens kreds.

§ 9

Bestyrelsen skal påse, at institutionen drives i overensstemmelse med sit formål og sikre en forsvarlig økonomisk drift af fonden.

Fonden tegnes af formanden og/eller næstformanden i forening med sekretæren eller af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 10

Bestyrelsen holder møde 4 gange om året og i øvrigt, når formanden for bestyrelsen eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Møder skal indkaldes med mindst 8 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med angivelse af de punkter, der ønskes behandlet på mødes.

Over bestyrelsens forhandlinger skrives der et referat, der forelægges til godkendelse på næstfølgende bestyrelsesmøde.

§ 11

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, herunder formand eller næstformand. Alle beslutninger skal vedtages med flertal. Ved stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær næstformandens, stemme afgørende.

Beslutninger om køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller ændring i vedtægterne kræver dog tilslutning af mindst 5 medlemmer på 2 møder, afholdt med mindst 14 dages mellemrum.

§ 12

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 13

Bestyrelsen hæfter ikke personligt for fondens forpligtelser.

§ 14

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Fondens regnskab revideres af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor og forelægges bestyrelsen til godkendelse senest 1. maj det følgende år.

Regnskabet fremsendes herefter til byrådets efterretning.

§ 15

Opløsning af fonden kan kun foretages, hvis den samlede bestyrelse vedtager dette på et møde, der indkaldes med mindst 14 dages varsel og med angivelse af forslag til opløsning.

Ved likvidation skal fondens midler overdrages til Randers kommune, som derefter anvender midlerne til fremme af de aktiviteter nævnt under § 3 i Randers efter nærmere bestemmelse af Randers byråd.


Vedtægterne for Fonden Harmonien kan se i pfd-format - klik her


Forretningsorden for Harmonien

  

Af Harmoniens vedtægter fremgår det af §3, at Fondens formål er at fremskaffe, forvalte og uddele midler, som anvendes til at yde tilskud eller meddele underskudsgarantier til kulturelle aktiviteter med tilknytning til teater- og musiklivet i Randers, efter bestyrelsens bestemmelse.  

  1. Støttekriterier. Fondens bestyrelse tolker kulturelle aktiviteter med tilknytning til teater- og musiklivet som enten forestillinger, koncerter eller både/og på et højt kunstnerisk niveau. Fonden yder på den baggrund tilskud til

    1. ekstraordinære musik- og/eller teaterarrangementer i Randers, som ikke kan opnå fuld støtte fra anden side

    2. musik- og/eller teaterarrangementer, som gennemføres i et samarbejde mellem amatører og professionelle aktører.
      For arrangementerne gælder det, at de gennemføres af lokale arrangører, samt at arrangementerne finder sted i Randers kommune og er åbne for alle. Det skal af markedsføringsmaterialet fremgår, at Fonden Harmonien har givet tilskud til arrangementets gennemførelse.

    3. Der gives ikke støtte til indkøb af teknik og lignende.

       

  2. Støtten gives som tilskud eller underskudsgaranti, og som udgangspunkt med det beløb, der fremgår af ansøgningen, hvis det ligger inden for fondens økonomiske rammer.

     

  3. Umiddelbart efter arrangementets gennemførelse indsendes dokumentation for tilskuddets anvendelse. Som udgangspunkt betales støtten først, når regnskabet er modtaget, og arrangementet således også er afholdt.

     

  4. Ansøgningerne behandles på bestyrelsesmøderne, hvoraf 4 ligger fast: i første halvdel af februar, maj, august og oktober – altså med ansøgningsfrist 1. februar, maj, august og oktober – hvorefter foreningen kan forvente svar inden månedens udgang.

     

  5. Bestyrelsen planlægger løbende de kommende to faste bestyrelsesmøder.

  6. Aflysning af de faste bestyrelsesmøder kan kun finde sted, hvis der ikke er midler at uddele af, eller hvis det på forhånd er klart, at bestyrelsen ikke vil være beslutningsdygtig jfr. Aflysning skal fremgå af fondens Hjemmeside: fonden-harmonien.dk/ med oplysning om, hvornår man igen forventes at kunne imødekomme ansøgninger.

     

  7. Øvrige bestyrelsesmøder indkaldes i henhold til vedtægterne.

     

     

    Godkendt på mødet den 21. november 2019

 

 

 

 

 

 

Udskriv